Om Møllevangskolen - den lokale skole nær centrum
Vi er stolte af at være en rigtig folkeskole – et stærkt lokalt fællesskab i grønne omgivelser tæt på Aarhus centrum. Her mødes områdets børn og unge i trygge og inspirerende rammer, omgivet af stabile voksne, der har fokus på at få læring, trivsel og relationer til at gå hånd i hånd.
En skole med overskuelige rammer og masser af plads
Skolen har omkring 460 elever - en størrelse, der giver nærvær, genkendelighed og gode relationer på tværs af klasser og årgange. Samtidig har vi store udendørs- og indendørsarealer, der giver børnene både bevægelsesfrihed, ro og varierede læringsmiljøer.
Et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem skole og hjem er en central del af vores kultur.
Grøn oase nær byens kulturtilbud
Møllevangskolen ligger i gåafstand fra midtbyen og med Botanisk Have som nærmeste nabo. Det giver vores elever let adgang til både natur og kultur - noget vi bruger aktivt i undervisningen.
Vores store udeområder skaber ideelle rammer for leg, bevægelse og stærke fællesskaber, og de bruges flittigt som en naturlig del af læringsmiljøet.
Engagerede voksne og høje ambitioner
Skolen har omkring 70 dedikerede lærere og pædagoger, der arbejder målrettet på at skabe optimale rammer for elevens læring, trivsel og udvikling. Det er fundamentet for vores motto: Møllevangskolen - et godt sted at være - et godt sted at lære.
Skolen arbejder målrettet med:
- At skabe rammerne for et stærkt læringsmiljø med høj faglighed, engagerende undervisning og stolte traditioner.
- At styrke fællesskaberne på tværs af klasserne på årgangen - både i hverdagen, ved fælles arrangementer og på ture ud af huset.
- At have aktiv og integreret SFO, hvor kreative værksteder, boldspil, leg, udendørsaktiviter og fællesskaber udfolder sig hver dag.
- At tilbyde: lejrskoler som en værdifuld og fast forankret del af vores traditioner:
- 3. årgang tager til Tange Sø ved Ans
- 5. årgang rejser til Skagen
- 8. årgang planlægger og gennemfører turen til Berlin
- At integrere bevægelse i skoledagen, så det understøtter både læring, trivsel og motivation.
- At tilbyde en sund madordning, hvor kantinen serverer varieret, økologisk og nærende mad.
Skolens værdigrundlag
- Vi ønsker at være med til at give børnene de bedste betingelser for et godt liv.
- Vi ønsker at skabe den bedste skole for netop vores elever i al deres forskellighed.
- Vi ser mangfoldighed som en styrke.
- Gensidig respekt og samarbejde er grundlaget for vores hverdag.
- Vi har et stærkt fokus på elevernes læring, udvikling og trivsel.
- Skolens ansatte og forældrene samarbejder om at sætte rammerne for et trygt og lærerigt skoleliv.
- Vi er en skole i udvikling.
Skolens regler er enkle
- Vær gode ved hinanden.
- Pas på skolen.
- (Skaf) hjælp hvis nogen har brug for det.
- Sig fra hvis nogen gør noget dumt.