Gå til hovedindhold

Når dit barn starter i skolen

Når dit barn skal starte hos os, er det vigtigt, at vi får etableret et trygt og godt samarbejde. Dette samarbejde starter med, at du ved, hvad du kan forvente af os, samt at du ved, hvad vi forventer af dig.

  • Læs op

Indhold

    Skolestartere – fra børnehave til skole

    I dialog med dagtilbuddet - og med din accept – får vi overført al relevant skriftlig viden om dit barn.
    Hvis der er brug for det, inviterer vi dig til et overgangsmøde. Her taler vi sammen med børnehaven om de ting, som vi skal være særligt opmærksomme på, så vi kan give dit barn den bedste skolestart.

    Skoleskiftere – fra en anden skole til Møllevangskolen

    Hvis dit barn starter hos os i løbet af sit skoleforløb, indkalder vi altid til et opstartsmøde. På den måde sikrer vi den bedste klasseplacering af jeres barn.

    Hvad kan du forvente af os

    Du kan forvente, at vi har et vedvarende fokus på dit barns læring, udvikling og trivsel. Vores motto er “Møllevangskolen - Et godt sted at være - et godt sted at lære” - det tager vi meget bogstaveligt. Hvis vores elever skal lære godt, kræver det, at de er i god udvikling og i god trivsel.

    Derfor holder vi dig orienteret om dit barns læring, udvikling og trivsel. Det sker via den løbende orientering på Aula, samt via de skole/hjemsamtaler, vi indkalder dig til.

    Forvent også at vi tager kontakt, hvis der er noget, vi er nysgerrige om, eller hvis der er noget, vi er bekymret om. Så kan vi sammen blive klogere og finde de bedste løsninger.

    Vores forventninger til dig som forælder

    Hvis vi skal kunne sikre de bedste rammer for dit barns skolegang, er det vigtigt, at du holder os løbende orienteret om forhold, som har betydning for dit barn.

    Et trygt og godt samarbejde handler også om, at du kontakter os, hvis der er ting, som du er nysgerrig om, eller som bekymrer dig.

    Husk: Hellere kontakte os en gang for meget end en gang for lidt, så vi undgår misforståelser.

    Vi forventer, at du støtter op om skolen ved:

    • At dit barn møder veludhvilet i skole og til rette tid.
    • At dit barn har fået morgenmad, eller at I sikrer, at dette sker i forbindelse med morgen-SFO.
    • At dit barn har skoletaske (med indhold) med i skole.
    • At dit barn følger skolens ordensregler.

    Kontaktveje

    Det er som udgangspunkt vores pædagogiske personale, der kontakter dig, hvis vi oplever noget, der fraviger fra ovenstående. Hvis det ikke løser problemet, overgår sagen til de pædagogiske ledere eller SFO-lederen. I særlige tilfælde vil sagen overgå til skolelederen.

    På samme måde vil vi opfordre dig til at henvende dig til os.

    Først via direkte kontakt til det pædagogiske personale, som har det daglige ansvar for jeres barn. Dernæst til de pædagogiske ledere eller SFO-lederen, som har det mere overordnede ansvar. Sluttelig til skolelederen som har det overordnede ansvar for hele skolen.

    Sidst opdateret: 20. november 2023