Gå til hovedindhold

SFO

Når dit barns skoledag er slut, står vores dygtige pædagoger klar til at skabe en tryg og sjov eftermiddag i kendte rammer.

  • Læs op

Indhold

    SFO’en har stor betydning for fællesskabet. Vi vil derfor meget opfordre dig til at tilmelde dit barn. Særlig ved skolestart giver SFO’en en tryg overgang fra børnehave til skole. Skoledagen og tiden i SFO’en bidrager på hver sin måde til at opbygge fællesskabet – og det håber vi, at du som forælder vil støtte op om.

    SFO Møllevangskolen er et fritidstilbud for børn fra skolens 0., 1., 2., 3. distriktsklasser og fra 0., 1., 3. og 4. specialklasser.

    Når dit barn går i skole hos os, er dit barn garanteret en plads i SFO’en.

    Tilmelding til SFO

    Du melder dit barn til SFO via Aarhus Kommunes hjemmeside eller gennem kontakt til skolens kontor. Børn der ikke er tilmeldt det almindelige SFO-modul, kan tilmeldes morgenmodulet fra kl. 06.30-08.00. Det gælder også for børn fra 4.-9. årgang. Det sker også via kommunens hjemmeside link eller ved kontakt til skolens kontor.

    SFO’ens åbningstider

    Den daglige åbningstid er mandag til fredag:

    • Morgen kl. 06.30-08.00
    • Eftermiddag kl. 12.50-17.00 (fredag kl. 16.30)

    Ferie og helligdage

    SFO har åben i alle ferieperioder, men holder lukket på alle helligdage, samt d. 24. og 31. december. Grundlovsdag lukkes kl. 12.00.

    Fakta om vores SFO

    Vi har for tiden 210 børn tilmeldt vores SFO. Børnene er fordelt på to afdelinger 0.-1. årgang er på Østfløjen, og 2.-3. årgang er på Vestfløjen.
    Der er 24 ansatte i vores SFO. Hertil er der praktikanter fra pædagogseminarierne og en eller flere personer i jobtræning.

    Hverdagen og pædagogikken

    Personalet i SFO er tilknyttet de enkelte klasser og har timer sammen med lærerne i klassen.

    Den tætte tilknytning mellem undervisning og fritid betyder, at vi sammen er med til at give børnene en hverdag med en tydeligt sammenhæng i den pædagogiske linje, som tilgodeser både det enkelte barn og gruppen.

    At vi rent fysisk ligger på skolen, giver os nogle unikke muligheder for at benytte skolens lokaler, herunder gymnastiksalene. Vi har nogle gode udeområder. Vi prioriterer da også udelivet højt. Vi laver således mad på bål, smedjer og sætter forskellige lege i gang. Det kan være rundbold, fodbold, vikingespil osv.

    Børnene skal opleve SFO som et fristed, hvor de har en høj grad af selvbestemmelse. De skal have mulighed for gennem den frie leg at lade fantasien blomstre. Der skal være mulighed for at være sammen med venner, og lave ting de selv finder spændende. Der skal også være mulighed for at skabe nye relationer til andre børn som de interessefællesskaber med. Vi har store ambitionerne på børnenes vegne og vil derfor vise børnene forskellige aktiviteter og sportsgrene, så de også prøver noget, de ikke umiddelbart har prøvet før.

    Årshjul

    Vi har et årshjul med faste tilbagevendende aktiviteter. Disse er for eksempel vikingeuge, sæbekasseløb, udeuge, sensommerfest og julehygge. Desuden har vi Luciaoptog på skolen, på lokalcenteret og Købmandsskolen (CBS).

    Vores 3. årgang er på lejr med to overnatninger den første uge af sommerferien. Der holdes også åbent om aftenen en gang om måneden.

    Musik og samspil

    Musik har en særlig betydning på Møllevangskolen. I SFO’en har vi vores egen musikuddannet medarbejder, som står for rytmisk samspil. Der er derfor næsten altid optaget i musiklokalet, hvor skolens forskellige bands øver. Alle børn tilbydes musik og kor, og de får mulighed for at danne deres egne band og er med til optræden til forskellige arrangementer. Vi har et mål om at hver klasse som minimum har et band.

    Samarbejde med dagtilbud og klub

    Vi har et tæt og forpligtende samarbejde med det lokale dagtilbud for at lave gode overgange for børnene, inden de starter i skole. Vi har ”Miniskole” som er et tilbud til de børn, der skal starte næste skoleår om at komme på skolen sammen med deres forældre ca. hver 14. dag.

    Vi et ligeledes et tæt samarbejde med klubberne i området, hvor vi arbejder på at lave gode overgange fra SFO til klub, når børnene skal starte i klub i 4. klasse.

    Sidst opdateret: 1. oktober 2023