Gå til hovedindhold

4.-9. årgang

Faglig viderekvalificering, fællesskaber på tværs og klar til ungdomsuddannelse

  • Læs op

Indhold

    4.-9. årgang

    På mellemtrinnet og i udskolingen bliver undervisningen mere abstrakt, og kravene til selvstændigt at løse faglige, personlige og sociale udfordringer øges.
    Bevægelse bruges fortsat til at fremme fællesskabet og ind i undervisningen for at fremme trivsel og læring.

    Fællesskaber på tværs og lejrture

    Vi ved, at det betyder meget for børn og unge at være en del af et fællesskab. De fleste af vores elever går fra 4. klasse i klub og har stor glæde af at mødes omkring forskellige aktiviteter i dagligdagen og deltage i ture ud af huset. På 5. og 8. årg. tager vi på lejrskole på tværs af årgangene til hhv. Skagen og Berlin. Hvert år i december tager udskolingen på en en-dags-tur til Flensborg, som en del af undervisningen i tysk. Når der laves projektopgave i 8. og 9. klasse er det muligt at være i gruppe med kammerater på tværs af årgangen.

    De store elever er venskabs-klasse med en mindre klasse, og gennem hele året mødes venskabsklasserne til forskellige arrangementer. Det kan f.eks. være fælles aktiviteter som julepyntedag, forløb hvor de store elever læser højt for de små elever eller er holdledere på idrætsdagen.

    Holddeling og demokratisk dannelse

    Når vi har mulighed for det, opretter vi undervisning på små hold, hvor store elever, der er ordblinde og erfarne brugere af læse- og skrive teknologi, underviser mindre elever, der er nybegyndere i at bruge ny teknologi.

    At gå i skole handler ikke kun om at blive undervist i fagene, det er også skolens opgave at tage hånd om elevernes demokratiske dannelse. Vi afholder bl.a. hvert år valg til Aarhus Kommunes Børn & Ungebyråd og har flere år haft en eller flere elevrepræsentanter valgt ind. Vores elevråd er valgtilforordnede og eleverne stemmer i valgbåse, præcis som når de voksne går til valg.

    Valgfag

    På 7. og 8. årgang har eleverne et obligatorisk valgfag, som afsluttes med prøve efter 8. årgang. Valgfaget tilbydes indenfor fagrækken håndværk- og design, madkundskab, billedkunst eller musik.

    På 9. årgang tilbydes eleverne et frivilligt valgfag på skolen. Skolens valgfag støtter som regel op om et fagligt indhold (sprogbooster, teknologiforståelse, idræt m.m.).

    Eleverne har også mulighed for at vælge et valgfag på et af Ungdomsskolens hold (som har et meget stort udvalg af fag fra musik & teater, sport, spil, kreative aktiviteter, faglige kurser m.m.). Vi støtter vores elever i at vælge efter interesse og flere og flere vælger et fag på Ungdomsskolen og kommer på den måde ud og opleve andre skoler end lige dér, hvor de går til daglig, hvor de får mulighed for at fordybe sig og måske også få nye venskaber.

    Klar til ungdomsuddannelse

    I udskolingen er der fokus på at få eleverne gjort parat til at tage en ungdomsuddannelse. På 8. årgang er alle elever i erhvervspraktik og Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) samarbejder på 8. og 9. årgang med skolen og forældre om at gøre så mange elever som muligt fagligt, personligt og socialt parate til en eller flere ungdomsuddannelser.

    Eleverne skal fra 8. årgang have standpunktskarakterer. Det får de i alle fag tre gange om året.

    I efteråret afholder vi terminsprøve i de skriftlige prøver for 9. årgang, og i det tidlige forår afholder vi terminsprøve for både 8. og 9. årgang.

    Eleverne undervises helt frem til prøverne og har kun en meget kort ”læseferie”, da vi tror på, at de fleste elever har bedst af at få hjælp til afgangsprøven af deres kendte lærere.

    Der er mulighed for at deltage i lektiecafe i klubben på Peter Fabersvej, i Fælleshuset Frydenlund samt at melde sig til lektiecafe i Ungdomsskolen.

    Fritidsjob

    Mange af vores elever ønsker et fritidsjob og skolen har et godt samarbejde med områdets dagtilbud og plejecentre i forhold til at rekruttere unge til job.

    Leder af mellemtrinnet og udskolingen

    Det er skolens viceskoleleder Annette Demant, som er pædagogisk leder for 4.-9. årg., og således har det daglige ansvar for mellemtrinnet og udskolingen på Møllevangskolen

    Sidst opdateret: 1. oktober 2023